På Staldgården kan man opleve udstillingen 1943 - Gestapo kommer, som tager afsæt i de mennesker, der kom gennem stedet fra efteråret 1943 og frem til befrielsen. Fortællingen kredser både om modstandsfolkene, der ridsede deres navne i væggen i Zelle II, og om Gestapos folk på den anden side af celledøren.
Staldgården fremstår med sine tre hvide længer som et markant vidnesbyrd om de historiske begivenheder, der har udspillet sig dér. De sidste to år af 2. verdenskrig blev et af de mørkeste kapitler skrevet, da Gestapo rykkede ind og gjorde stedet til hovedkvarter i Syd- og Sønderjylland.
I perioden blev omkring 1.350 modstandsfolk anholdt og ført til Staldgården, hvor de blev forhørt og tortureret af Gestapos mere end 70 ansatte i Kolding. Blandt dem fandtes både tyske og danske personer, som af forskellige grunde arbejdede for det hemmelige tyske politi Gestapo. Udstillingen giver indblik i, hvordan ekstreme og usædvanlige vilkår kan få samfundets normale spilleregler til at bryde sammen og føre til lige så ekstreme handlinger.
Oplevelsen fortsætter også uden for murene, hvor man kan tage på en digital guidet tur i besættelsestidens Kolding og møde den fiktive kvinde Gerda. Udstillingen har til huse på Staldgården, og i entréen er forestillingerne i Zelle II, der vises hver halve time, samt adgang til den digitale guidede tur inkluderet. Spørg personalet om en værdikupon. Entré: 100 kr.


