Tidligere folketingsmedlem for SF Halime Oguz er nu medlem af Socialdemokratiet. Det sker få måneder efter, at hun i april forlod SF, hvor hun havde været i 17 år.
Halime Oguz sad i Folketinget fra 2019 til 2022 og blev især kendt for en markant linje i udlændingedebatten. Over for Politiken forklarer hun, at hun i dag står tættere på Socialdemokratiet, særligt når det gælder udlændinge- og indfødsretspolitik.
– Danmark står over for en af de største samfundsudfordringer, som jeg synes, bliver større og større. Og det mener jeg ikke, vi kan løse med hjertetegn og en god tone, siger Halime Oguz til Politiken.
Hun har tidligere markeret sig i debatter om social kontrol, ligestilling, statsborgerskab og religiøs indflydelse i minoritetsmiljøer. Da hun forlod SF i foråret, skrev hun på Facebook, at hun var nået til et punkt, hvor det var tid til at gå videre.
Til Berlingske sagde hun dengang, at venstrefløjen ikke har været god nok til at tale om ikke-vellykket integration, kvindeundertrykkelse og kulturel uligestilling i nogle minoritetsmiljøer. Hun vurderede samtidig, at SF og partiformand Pia Olsen Dyhr havde flyttet sig på området, men ikke nok.
Halime Oguz har kurdisk baggrund og er muslim. Hun har tidligere fortalt, at hun som 17-årig kom ind i et arrangeret ægteskab, som hun senere brød ud af.
Hun siger, at hun ikke ønsker at kritisere SF, men at hendes politiske temperament passer bedre i Socialdemokratiet.
Ved folketingsvalgene i 2022 og i marts 2026 opnåede hun ikke valg. Om partiskiftet også kan føre til et nyt forsøg på at komme i Folketinget, holder hun døren åben for.


















