Genforenings- og Grænsemuseet inviterer til at dykke ned i den sønderjyske historie og få overblik over genforeningen og grænsens skiftende betydning. Her fortælles der om sønderjyder i krig, om Genforeningen og om den hvide hest, hvor CHR X red over den slettede grænse i 1920.
Besøget kan også kombineres med en tur på Grænsestien langs den slettede 1864-1920 grænse, hvor man kan følge ruten ad Kongens Allé til mindestenene eller vælge den historiske GPS-safari. Museet formidler hele Danmarks genforeningshistorie med nedslag i De slesvigske Krige, blandt andet 3-årkrigen, 1864-nederlaget, den lille hornblæser og pressebillederne fra tiden.
Der fortælles videre om grænsedragningen i 1864, hvor kroejer Wilson "snørede" Grænsedragningskommissionen, og om smuglerhistorier, grænseovergangsstederne og de 56 år under fremmed herredømme. Første verdenskrig 1914 til 1918 skildres tematisk gennem feltpostkort, som sønderjyske krigsdeltagere sendte hjem under 1. verdenskrig, og udstillingen rummer originale rariteter fra krigens tid, før den afrundes med historien om de Dansksindede sønderjyske Krigsdeltagere.
Genforeningen i 1920 er naturligvis også en central del af fortællingen, ligesom genforenings-kongen, Christian X og hans hvide hest. Der er desuden skiftende særudstillinger, og aktuelt vises "1920-grænsen fra Skomagerhus til Siltoft". Museet lægger også op til kulturelle arrangementer i løbet af året.
I museumshaven kan man holde pause blandt stauder fra Dronning Ingrids staudehave på Fredenborg Slot og bruge den overdækkede solgård til madpakken. En gåtur langs Kongens Allé fører forbi folkegaven til Kronprinsparrets bryllup i 2004 og videre langs et stykke af den tidligere grænse fra 1864-1920, hvor man kan skue ind mod det, der engang var naboen Tyskland. Grænsestien er ca. 500 meter lang, blev åbnet 10.7.2010, og der er også mulighed for en fire-stjernet geocaching-tur i det historiske område.
Seneste nyt fra Dronningebesøget den 13. juni 2021 er Flemming Jarles bronzeskulptur og bronzebånd, som er lagt ned i cykelsti og vejbane og markerer, hvor 1864-1920 grænsen gik ved Frederikshøj. I den lille lund på stedet står nu også den ikoniske aftenbelyste æresport fra Dronningebesøget i 2021, og området egner sig perfekt til et samlet familiefoto under æresportens buer.
Grupper, både store og små, kan hele året aftale besøg og videoforedrag uden for museets normale åbningstider ved at sende en e-mail et par uger før det ønskede besøg. Mandage er LUKKEDAGE. Entré: 40 kr - børn gratis.


